Bogen “30 års miljøpolitik – en katastrofe” blev et selvstændig punkt på generalforsamlingen i Patriotisk Selskab den 20. juni 2019. Efter afstemning konstateredes en opbakning til forslaget.
Se stillernes skriftlige forslag her.
——–
Lykkenssæde 5. juni 2019
Dagsordenspunkt til Generalforsamling Patriotisk Selskab 20. juni 2019 under punkt 4.
Dagsordenforslag indsendt af Gustav Schroll og Christian N. B. Ulrich.
Generalforsamlingen opfordrer bestyrelse og direktion til at anvende resultater og konklusioner i Bjarne Brønseruds afhandling ”30 års Miljøpolitik – en katastrofe” til at vende kursen i miljøpolitikken med kvoter og restriktioner mod landbruget.
Brønseruds afhandling er af Århus Universitet indstillet til bedømmelse som doktordisputats. Budskaberne i afhandlingen er formidlet i vedlagte artikel af Charlotte Langkilde med baggrund i afhandlingen. Charlotte Langkilde fremhæver fra afhandlingen: Manipulation af tal og målinger i Vandplanerne, EU vildledt med misvisende informationer, der udløste yderligere krav mod landbruget samt svækket konkurrenceevne ved begrænsning af kvælstof mv. og afgifter på produktionsmidler med en økonomisk konsekvens på i alt 222 milliarder kroner over ca. 30 år. (Tabet svarer til godt 14 mio kr. pr. heltidsbedrift for periodens ca. 15.000 heltidsbrug.) Sammenfattende skriver Charlotte Langkilde, at afhandlingen ikke bare anklager politikere og forskere, men også landbrugets organisationer, der nok har knurret lidt, men ellers stort set har lagt sig fladt ned og accepteret ødelæggelsen af erhvervet.
Tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl har anmeldt afhandlingen med bl.a.: ”Det erhverv, der om noget har skabt grundlag for vores velfærdssamfund, har haft det svært med dets omskiftelige politisk fastsatte rammevilkår. Når målestokken flyttes i takt med, at landmanden næsten er i mål, så tabes pusten og modet. Kravene synes aldrig at ende.”
Generalforsamlingen opfordrer tillige repræsentanterne fra Patriotisk Selskab til i Landbrug & Fødevarers bestyrelse og udvalg at arbejde for ophør af dansk enegang på miljøområdet i EU for at genvinde konkurrenceevnen.
Studier af vilkår og fremgangsmåde i andre EU – lande har vist, at der kan opnås lige så god miljøeffekt uden kvælstofkvoter mv.
Den Skånske Landbrugsmodel med: ”Enkelhed – Frivillighed – Frihed under Ansvar” har givet laksevandskvalitet i åerne samtidig med 20-30 % højere høstudbytter end i Danmark. Under titlen Miljø og Gødskning forelagde landmændene Johan von Rosen, Gustav Schroll og docent emeritus Johannes Mouritsen konklusioner fra Skåne for Fødevare og Miljøudvalget den 9. maj 2018. Præsentationen kan læses på www.omlandbruget.nu
Bilag: Charlotte Langkildes artikel med baggrund i Bjarne Brønseruds afhandling.
Hermed et glimt fra motiveringen af dagsordenforslaget den 20. juni 2019. Det er de to forslagsstillere, der er i gang med at fremlægge for generalforsamlingen. Foto: LandbrugFyn, Anders Kurt Simonsen, 2. juli 2019.